Der kommer ikke til at være en juridisk bindende aftale, hvor alle lande påtager sig at nedbringe deres CO2-udslip drastisk i 2015, og det er af den simple grund, at der er for mange interesser der stritter imod. De, virksomheder, stater eller Saudiske Sheiker, der i dag har olie ser helst, at der ikke kommer et stop i forbruget af fossile brændsler før der ikke er flere. De ser helst, at de kan blive ved med at tjene gode penge på det, så hvorfor  ikke prøve at bremse klimaforhandlingerne?

De udvikingslande der i disse år brager derudaf har naturligvis heller ingen interesse i, at deres forbrug af energi bliver mere omkostningstungt, da det blot vil bremse deres vækst, og de vestlige lande har også deres grunde til ikke at arbejde helhjertet for en international klimaaftale: USA’s økonomi drives fremad af de store virksomheder/udledere; Europas ledere har gode venner i bl.a. transportsektoren, der kæmper imod, og herhjemme støttes regeringspartiet Det Radikale Venstre af A.P. Møller – Mærsk A/S – En virksomhed med store interesser i både olieudvinding og transport.

Problemet er at de økonomiske interesser overfor klimaet, internationalt fylder mere end erkendelsen af, at klimaet er en afgørende trussel overfor menneskeheden. Hvis man virkelig tog klimatruslen seriøst, så burde man i FN deale med det på samme måde som man tager sig af våbensmugling og spredning af atomkraft. Man burde indføre sanktioner mod lande, der forgriber sig på klimaet ved ikke at have en ordentlig lovgivning og restriktioner på, hvad offentlige og virksomheder gør ved klimaet.

Heldigvis er Europa og EU netop det sted, hvor de økonomiske interesser overfor CO2-udledning er mindst og kræfterne til fordel for grøn energi er størst, så hvorfor begynder Europa ikke bare på egen hånd? Hvis man virkelig tror på en globalt bindende klimaaftale, så kan det vel kun betale sig at begynde tidligt? I Europa burde man målrette halvdelen af EU’s landbrugsstøtte til landbrug, der er økologiske og som er klimavenlige. Samtidig burde man bruge et lignende beløb på klimateknologi og opførsel af bæredygtige energikilder rundt om i Europa.

EU-landene er samlet en stor international kilde til klimaforurening, og EU kunne derfor med fordel lave sin egen klimaaftale, hvor EU-landende binder sig til at nedbringe CO2-udslippet. Hvis dén aftale skal udbredes, så kan EU indføre sanktioner overfor lande, der ikke overholder de krav, der står i den. EU burde også indføre nogle skrappe krav for, hvad skibe, fly og andre trnsportmidler må udlede, og hvilke filtrer de skal have på udstødningsrørene. Alle skibe, der lægger til i en europæisk havn og som ikke overholder disse minimumsværdier bør så pålægges en yderligere told på 50%. EU er så stort et marked, at ethvert firma med lynets hast ville modernisere deres fartøjer.

I lille Danmark kan vi også gøre en masse. Hvis verden i fremtiden skal omstilles til grøn energi, så skal teknologien være til stede. Det kan Danmark tjene godt på. Hvis vi investerer i grøn teknologi fra statsligt hold, ikke bare pjatbeløb, men en stor, bastant investering, så vil teknologien være parat, når verden skal omstille sig. Hvis Danmark er 100% bæredygtigt, når de andre begynder vil det gå stækt. Ligeledes burde vi indføre en told på ekstra 10% på varer, der ikke umiddelbart er fra vores nabolande, Norge, Sverige, Tyskland, Storbritanien, evt. de øvrige nordiske lande også. Varer, der ikke er fra de lande vil have været så langt undervejs, at deres klimasamvittighed vil have for mange liter benzin på sig.

Jeg er desværre klar over, at USA og Kina vil sidde i FN’s sikekrhedsråd og blokere for FN-sanktioner. Jeg ved desværre godt, at EU ikke er bygget op om at støtte økologi og klimainteresser, men i højere grad er et bureukrati, der skal underbygge de store pengepunges interesser. Og jeg er bange for, at der nok skal være nogen, der vil bruge EU-regler eller andet til at argumentere imod en ekstra told på varer, der kommer langvejs fra. Men jeg er bare frustreret over, at det er sådanne interesser, der skal stå i vejen for, at vi internationalt kan gennemføre tiltag, der kan redde kloden.

Konkret burde man gøre følgende:

–    FN-sanktoner overfor lande, der øver vold på klimaet
–    Halvdelen af EU’s landbrugsstøtte målrettes økologiske og klimavenlige lanbrug, og et tilsvarende beløb bruges på erhvervsstøtte til den grønne sektor
–    EU-sanktioner overfor lande, der ikke tilslutter sig en ambitiøs EU-klimaaftale
–    50% ekstra told på varer fra skibe og fly, der ikke overholder nogle meget strenge krav om CO2-reduktion
–    Markant investering i grøn teknologi
–    Ekstra 10% told på varer, der ikke er fra vore umiddelbare nabolande

I Ellebæk skal løkken strammes hårdere, før offentligheden  får det af vide

Og selvfølgelig har staten ingen interesse i, at offentligheden bliver opmærksom på, at der bliver drevet et fængsel hvor uskyldige personer frihedsberøves på ubestemt tid. I Ellebækfængslet er der plads til 118 indsatte, og baggrunden for at blive fængslet dér er, at politiet skønner, at man kunne finde på at gå under jorden. Hver fjerde uge kikker en dommer på ens sag og vurderer om man skal fortsætte med at være varetægtsfængslet, men dommerne er aldrig uenig med politiet.

Sårbare asylansøgere sættes i fængsel på ubestemt tid

Hvordan kan vi i en retsstat som Danmark være bekendte, at sætte mennesker bag tremmer, uden at deres sag er blevet afprøvet ved en domstol? Ligheden med Guantanamo er slående!

Den måske mest centrale del af regeringens finanslovsudspil er den om fremrykning af offentlige investeringer. Den del, hvor man i 2012-13 vil bruge 18,7 mia kroner på at få arbejdsløsheden ned og gang i hjulene igen. Det er klassisk keynesiansk stimulering af markederne, og selvom det formentlig ikke betyder meget i forhold til vores konkurrence internationalt på viden og produkter, så vil det gavne vores økonomi og konkurrenceevne som land, og det vil betyde et betydeligt fald i arbejdsløsheden blandt håndværkere.

Indsatsen er tredelt. Dels vil regeringen fremrykke almindelige offentlige investeringer, skoler, infrastuktur, diverse ting der skal lappes eller forbedres. Dels vil regeringen sikre flere praktikpladser til unge på erhvervsuddannelser, bl.a. ved at indføre de omtalte sociale klausuler, men også ved at give virksomheder bonus og tilskud, når de tager elever, og ved at oprette nogle udefinerede “praktikpladscentre” i forbindelse med erhvervsskolerne. Til sidst vil regeringen også satse på at hjælpe iværksættere i gang med egen virksomhed ved at give støtte, når de låner penge i banken.

Fremrykningen af de offentlige investeringer kommer i bund og grund til at fungere ved, at man tager penge fra fremtidige finanslove og bruger dem nu på ganske almindelige renoveringsudgifter, og ved at man beder Landsbyggefonden bruge nogle penge nu på at renovere almene boliger, som ellers først var blevet renoveret over de næste 4 år (så dér er der faktisk ikke tale om en fremrykning på særligt lang tid).

Regeringen siger, at det så er meningen, at der skal investeres lidt i nogle flere vindmøller, og at de offentlige byggerier skal energirenoveres, og det er altsammen meget godt, men jeg tvivler på hvor meget man kan/vil energirenovere veje, og hvor villige kommunerne er for at energirenovere skoler – De kunne jo også sprede pengene mere ud, så det er mere synligt, mne mindre gavnligt. Det er naturligvis op til den enkelte kommune.

Jeg savner dog en mere ud-af-boksen tænkning. Hvad med at investere i letbaneprojekter? I Odense, Aalborg og Århus er der planer om letbaner – moderne sporvogne, der kører på strøm på vejen – Men det er kun i sidstnævnte by, at planerne er ved at blive reliserede, og det endda kun halvt. Det viste sig nemlig for dyrt at elektrificere hele den strækning, som fra start var tænkt som letbane, nemlig fra Odder til Grenaa. Og hvorfor ikke gå i gang med at elektrificere det danske jernbanenet; smide IC4-togene på porten, sige “det var en ommer”, og så investere i nogle højhastigheds-el-tog? Evt. fra Randers, så man kunne få gang i nogle arbejdspladser dér? Det ville være en mere langsigtet og bæredygtig plan end “nogle kommunale energirenoveringer og reparationer af jernbanenettet”.

Jeg synes, at det er super positivt, at regeringen vælger at satse så massivt på oprettelsen af flere praktikpladser. I alt vil det offentlige oprette 2200 praktikpladser, 3000 skolepraktikpladser, indføre sociale klausuler om, at virksomhederne skal tage praktikanter, når de byder på en offentlig opgave og dertil diverse præmie- og bonusordninger samt løntilskud. Hold da op. Positivt!

Men – Kritikken lyder, at hvis praktikanterne skal tilknyttes et bestemt projekt ved de sociale klausuler, så kan deres praktikperiode komme til at være meget lidt meningsfuld. “Bare rolig,” lyder det fra regeringen, “praktikanterne skal bare tilknyttes virksomheden”. Godt, så er det klaret – skulle man tro! Jeg kan bare ikke se hvordan dén ordning så på nogen måde sikrer, at virksomhederne tager nye praktikanter og ikke bare hyrer de samme i regi af de sociale klausuler. Men det er måske bare mig? Jeg har ikke tal på hvor mange praktikanter, der bliver optaget nu, og det kan være, at det er meget få – I så fald vil det hjælpe.

Et sidste kritikpunkt må være finansieringen. Som man kan se er en stor del af finansieringen hentet ved investeringstilbageholdenhed de næste 8 år. Det gælder både de generelle offentlige investeringer, og investeringerne af almene boliger igennem landsbyggefonden. Man risikerer, at væksten i arbejdspladser stopper eller bliver negativ igen, når det offentlige ikke længere investerer. Man skal være ret sikre på at have skubbet et massivt vækstmarked i gang for at gøre det her – Men det er der også chance for, at man gør!

Den største post er en fremrykning af offentlige investeringer for 17,5 milliarder kr. Det har til formål, at give private virksomheder arbejde, så de ikke går konkurs, og så arbejdsløsheden holdes nede – Eller bremses i dens stigning. Dels har det til formål at poste en masse penge ud i systemet, så de kan blive brugt, og blodcirkulationen i samfundet kommer i gang igen. Det er god Keynes.

Desværre savner jeg bare en mere grundlæggende tilgang til finanserne. Bevares – Regeringen har kun siddet i en måneds tid, og den har selvfølgelig ikke kunnet nå at gennemarbejde – for ikke at sige blive enig om – en generel omstrukturering af de samfundsøkonomiske strukturer; økonomiens blodårer.

Keynes siger, at man bør stimulere finansmarkederne i tilfælde af krise. At man bør have en stærk stat, der kan give og tage fra markedet, alt efter konjukturer sådan at det kan fungere krisefrit. Det er jo i høj grad den situation vi har i Danmark; en stær stat, der sikrer flexibilitet på arbejdsmarkedet ved at tilbyde en sikkerhed i tilfælde af arbejdsløshed, og som er parat til at stimulere markederne, og nu en regering der foreslår fremrykkede offentlige investeringer (man skal lægge mærke til, at investeringer er et +ord).

Men selvom vi har haft en stærk stat til at regulere markedet, så har vi jo haft en finansiel krise. Selvom regeringen “kickstarter” økonomien med keynesiansk politik, så vil vi opleve finansielle kriser i fremtiden. Jeg tror det er vigtigt, at man gentænker måden vores økonomi er sat sammen på: Hvad betyder det for dansk økonomi, at vi er så åben en økonomi? Hvilke strukturelle ændringer kan man lave for at undgå kriser? Er det virkelig nok at stimulere markedet, eller skal vi helt tænke væk fra markedet? Er det virkelig nok at sætte blodcirkulationen i gang igen, eller er der noget galt i venernes veje? Sådder der en prop et sted og blokerer for et hensigtsmæssigt system?

På længere sigt må man ty til Marx frem for Keynes – Ligemeget hvor modvillige Socialdemokraterne, De Radikale og andre er overfor det. Markedet kan ikke blive ved med at være styrende. På kort sigt er Keynes godt. Keynes kan skubbe gang i tingene igen og give arbejdsro til at finde alternative løsninger, men han er også en lappeløsning.

Men nu er finanslovsforslaget jo ikke kun “kickstart” – Den skal jeg nok dykke mere ned i senere. Der er også en stor post med at afvikle fattigdomsydelser. Der skal ikke længere være starthjælp eller kontanthjælpsloft. Alle de ydelser, der i dag fastholder folk i fattigdom skal afskaffes, og bureukratiet omkring hvornår man er berettiget til kontanthjælp, 450-timers regel, 225-timers regel osv, afskaffes, så systemet bliver mere overskueligt og retfærdigt.

Gennem hele finanslovsforslaget er der også en grøn tråd. Regeringen vil satse intensivt på at vi i Danmark bliver de bedste til alt det med bæredygtig energi, byggeri etc. Der bliver 500 mio. kr. til at man kan få tilskud til at energirenovere sin bolig, offentlige bygninger skal energirenovere, der skal forskes i grøn omstilling etc. Alt i alt nogle gode tiltag.

Bjarne Corydon fortalte, at finanslovsoplægget er finansieret “krone til krone”, og det synes jeg på en gang er fornuftigt og synd. Når man siger det, så risikerer man at skabe en falsk tryghed, ved at borgerne tror, at der er styr på alt, selvom et pludseligt konjukturudsving kan skubbe det hele ud af plads. Jeg synes det er synd, at venstrefløjen ligger under for de borgerliges diskurs om, at man ikke har styr på det med økonomien. Det giver jeg ikke noget for, men vi blive råbenbart alligevel nødt til at bevise vores værd lidt mere end de andre. Dog er det smart nok, at have en nogenlunde styr på ,at man ikke bruger alt for mange penge i forhold til hvor meget man bruger.

Regeringens finanslovsforslag er alt i alt et temmeligt godt skridt på vejen, både solidarisk, økologisk og økonomisk. Jeg kan mærke at blodcirkulationen er på vej i gang igen, og lysere tider er på vej.

Uddrag bragt i Dagbladet Information, 7. november 2011

Men nu skal Libyerne til at opbygge deres eget demokrati, og det er godt. Et andet land, der er i den proces er Tunesien, hvor der snart skal afholdes valg til den grundlovsgivende forsamling, kan man nok godt sige. Og selvom det ser ud til en sløj valgdeltagelse, så kan man godt sige, at det bliver en sejr for tuneserne og verden. Dels er der intet parti der står til at få suverænt flertal, og dels kommer det formentlig til at styrke tunesernes demokratiske sans, hvis der bliver fremvist resultater – Hvis der kommer en tilfredsstillende forfatning inden for et år. Det vil sikekrt også betyde en væsentligt højere valgdeltagelse.

Oversigt
Ideen er, at vi erstatter kontanthjælp, dagpenge, SU, førtidspension og diverse andre overførselsindkomster med en minimumsydelse, der skal tilkendes alle. Ydelsen skal have form af et personfradrag som alle personer kan trække fra i skat, og dette fradrag skal være af en størrelse, så den almindelige arbejdsløse har råd til det mest basale; til et sted at bo og mad at spise – Ikke til en stor villa og dyre sportsvogne.
I realiteten vil det kun være de mindst bemidlede, der vil få penge udbetalt af staten. Ordningen skal fungere ved, at man trækker personfradraget fra det beløb man skal betale i skat. Er det beløb lavere end personfradraget, så får man forskellen udbetalt. Skal man derimod betale mere i skat end personfradraget, så virker det som en skattelettelse.
Ordningen vil skabe et progressivt skattetryk. Det betyder, at skatteprocenten stiger desto mere du tjener. Den der tjener lidt vil have en negativ skatteprocent(får penge udbetalt), mens den, der tjener meget vil have en relativt høj skatteprocent(betaler en større del af sin løn i skat). Dermed vil den afskaffe diverse skattetrin, topskat mv.
Ydelsen skal være universel, således at der kun vil være ansat et minimum af embedsmænd til at bestyre den. Ordningen vil dermed afskaffe det bureaukrati, der findes, når man skal modtage kontanthjælp og dagpenge, men også det indviklede system, når man skal have tilkendt førtidspension eller sygedagpenge, og den vil fjerne den klientgørelse, der finder sted – At alle der er mindre heldigt stillet bliver til klienter i foretagenet “Staten”.

Jamen, det vil ruinere statskassen!
Der er mange der tror, at indførelsen af en minimumsydelse vil betyde en GIGANTISK udgift for staten: Hvis staten skal give alle 5 millioner mennesker i Danmark et beløb, som man kan leve for, så er der da ikke penge til andet?
I den tankerække glemmer man bare en række faktorer. For det første, så er det i realiteten kun dem der intet tjener, der får hele beløbet udbetalt. Desto mere man tjener desto mindre af beløbet får man udbetalt indtil man begynder at betale skat.
For det andet så glemmer man at tænke på, at staten i forvejen forsørger rigtigt mange mennesker, nemlig alle dem, der ikke kan finde arbejde. Og ikke nok med, at rigtig mange får en overførselsindkomst af staten, så bruger fællesskabet også rigtig mange penge på socialrådgivere og regler, der er til for at finde ud af, hvem der må få og hvem der må gå. Disse ressourcer kan vi spare eller bruge mere fornuftigt.

Skattesmæk – Nej tak
Et stort problem i dag er, at hvis visse befolkningsgrupper begynder at arbejde mere, så tjener de mindre. Dette kan lyde paradoksalt, men man kan godt miste penge på at arbejde mere.
Det gælder folk, der vil komme til at rykke et skattetrin op og dermed vil komme til at betale en større procentdel af lønnen i skat. Og det gælder til dels arbejdsløse, der vil ind på arbejdsmarkedet, men som ikke kan få mere end et par timer om ugen af forskellige grunde. I begge tilfælde kan skatten være stopklodsen for at folk begynder at arbejde mere.
Med en minimumsydelse skabes der som sagt et progressivt skattetryk. Det betyder ikke bare, at de forskellige skattetrin forsvinder, men også at der ikke bliver en hård overgang fra ikke at betale skat til at betale skat. Det vil altid kunne betale sig at arbejde lidt mere!
Et progressivt skattetryk vil betyde, at det er nemmere at gå ind og ud fra arbejdsmarkedet, og vil dermed skabe større fleksibilitet på arbejdsmarkedet. En minimumsydelse vil skabe større sikkerhed for den enkelte, hvis man falder ud af arbejdsmarkedet: Fexicurity 2.0!

Hvad med fagforeningerne?
En minimumsydelse vil kunne erstatte diverse overførselsindkomster. Men det betyder ikke at A-kassesystemet vil blive overflødigt, det vil snarere betyde en styrkelse af den danske model med stor vægt på fagforeninger og A-kasser.
Fagforeningerne vil stadig kunne kæmpe for bedre løn- og arbejdsvilkår for arbejdere og funktionærer, men en minimumsydelse vil gøre det næmmere at true med at strejke etc. Derudover vil også virksomhedsejerne kunne få bedre mulighed for at fyre og ansætte folk, så de vil også være glade.
A-kasserne vil ganske vist ikke skulle dele en statsstøttet dagpengeordning ud, men hvis man beslutter sig for det, så kan man jo godt oprette en privatfinansieret arbejdsløshedsforsikring, som A-kasserne vil kunne stå for.
Endnu vigtigere synes jeg nu det er, at A-kasserne vil kunne få opgaven med at anvise arbejde og stå for de arbejdsløshedskurser, som jobcentrene har i dag. En afgørende forskel vil bare være, at kurserne vil blive frivillige. Alle har ikke længere pligt til lønarbejde, men alle har fortsat ret til det!

Ret uden pligt?
I vores socialdemokratiske velfærdssamfund gennemsyrer ideen om ret og pligt vores tankegang: Man må yde før man kan nyde. Det er også et fint princip, men jeg synes det er fint, at minimumsydelsen bryder med dette princip af flere grunde:
For det første er mange familier er ude af stand til at bryde med den sociale arv og komme ud af et fattigdomsmønster, alene af den grund, at al deres tid og energi optages af arbejde og overvejelser om prioriteringer i hverdagen. Populært sagt, så er der nogen, der må nyde før de kan yde, men det er forsimplet sagt: Nogen har dog brug for hjælp fra staten for at yde deres bedste til fællesskabet, og jeg ser en minimumsydelse som det mindst klientgørende redskab til det.
En anden grund er, at jobfrekvensen ikke vil falde så drastisk som nogle måske frygter: Man tænker, at hvis folk bliver forsørget af staten, hvem gider så arbejde, men den køber jeg ikke. Ydelsen kommer til at være så stor man kan leve for den, men hvis man vil have et højere indtægtsgrundlag og få nogle flere behov opfyldt, så må man arbejde. Derudover vil nogle flere måske gå på deltid, men det vil bare give plads til nogle flere på arbejdsmarkedet. Det giver lavere arbejdsløshed.
Mange millionærer arbejder hårdt selvom de har mere end de kan nå at bruge. Det gør de fordi de kan lide at arbejde.

Røde og blå skrueknapper
Minimumsydelsen er bare en skal, som politiske beslutninger skal udfylde – Der er plads til modifikationer.
For eksempel kan man sænke bruttoskatten, så man får en mere flad skat, hvis det er det man er til. Omvendt kan man også hæve bruttoskatten, så man får en større omfordeling.
Man kan også sænke personfradraget til et absolut eksistensminimum, hvis man mener, at det motiverer folk til at komme i arbejde. Omvendt kan man også hæve det, hvis man mener det er statens opgave, at alle får størst mulig frihed i eget liv.
Man kan åbne for, at man kan tegne en arbejdsløshedsforsikring, hvis man mener, at det skal folk have lov til. Omvendt kan man også forbyde det, hvis man ser et stort bureaukratisk monster for sit indre blik.
Man kan give alle mennesker minimumsydelsen fra de bliver født, eller man kan sige, at den stiger med at man bliver ældre – frem til et vist tidspunkt!
Minimumsydelsen må anses for at være en tværpolitisk ide, som alle har potentiale til at kunne gå ind for. Derfor håber jeg, at Helle Thorning-Schmidt vil tage godt imod forslaget, når hun får det overrakt efter 100 dage som statsminister.

Omløb
Hvis ikke man kan forudsige hvad der sker i fremtiden – og det kan man af gode grunde ikke – så burde man simpelt hen ikke komme med sådanne ufaglige udtalelser, og jeg kan slet ikke se, hvordan økonomerne får sig selv til det.
Det vigtige er ikke, og man får et overskud på 19,2 eller 19,9 milliarder i 2014; det vigtige er, at der er et ordentligt omløb af penge i statskassen, sådan at vi kan komme ud af krisen uden alt for mange mistede arbejdspladser, og dér kan økonomerne virkelig hjælpe. Ikke ved at lave dumme præciseringer.
Og jeg er også bange på politikernes vegne for, at de om en 2-3 års tid vil blive hængt op på deres mange tal. Hvis f.eks den nye regering får lovet et overskud på 2,7 milliarder, og det så bliver på 1,1 milliard. Det bliver da ikke sjovt for dem.
Alt i alt, så burde politikerne få omløb nok i hovedet til at se, at der skal være et bæredygtigt omløb i pengekassen, i stedet for at love tal, som de senere bliver holdt op på, fordi de viste sig ikke helt at passe.

Den nye regering
Nu er en meget lang valgkamp så ovre, og der kommer formentlig til at
gå et stykke tid, før man igen skal ud og slåsse om vœlgernes gunst
igen. I valgkampen hørte jeg en journalist spørge en politiker, hvor
vedkommende nu havde dét tal fra. Hvad fanden er det for et spørgsmål?
Nu håber jeg at A-BØF flertallet vil lave om på praksis og begynde at
bruge økonomer som de skal bruges. Jeg håber at Helle Thorning vil
vokse til statsm/k-størrelse og sige, at nu finder vi et flertal, og så
gør vi sådan her -basta! Jeg håber på at se noget handlekraft.
Naturligvis ønsker jeg ikke at der bare skal bruges løs af
statskassen; økonomien skal vœre i orden og med sikkerhedsmargen. Men
der skal vœrnes om økonomernes faglighed!

Jeg er frustreret over, at mit amerikanske yndlings tv-show, The Daily Show med fantastiske Jon Stewart i spidsen, skuffer groft ved at gøre grin med en død, ikke bare én gang, men hele tiden. Jeg måtte slukke tv’et, fordi Osama Bin Ladens ansigt konstant dukkede op i det ene photoshoppede billede efter det andet.

Ikke mindst er jeg dog frustreret over, den store opmærksomhed “Krigen mod Terror” – Og især Bin Ladens død – har fået. Jeg synes, at det er forfærdeligt, at Systemets Vogtere har haft held til at fjerne al fokus fra de strukturelle problemer der er i det nuværende samfund, her mener jeg både før, under og efter KRISEN, og føre det over på en flok turban-muslimer, der render rundt i nogle bjerge langt fra os herhjemme og producerer trusselsvideoer, men som ikke har haft held/penge/frivillige til at udføre et vellykket terrorangreb i vesten siden – lang tid siden.