Failure in a COP

COP17 i Durban denne weekend har været en fiasko. Vi kan ligeså godt se det i øjnene. Man skulle arbejde over tid for at få lavet en køreplan for, hvad der skal ske fremover. Det var et kompromis: De klimaglade, vestlige lande skulle vise resultater hjemme, mens udviklingslandende, der ikke vil begrænses i deres vækst, ikke ville gøre noget som helst. Derfor lod man som om man blev enige om at gøre noget, og at det bare var så kompliceret en proces, at det ville tage 9 år. Hvis man tror på det, så er man enten meget optimistisk eller ikke særlig klartsynet.

Danmarks Guantanamo

I Nordsjælland ligger Sandhomlejren. Et sted, hvor asylansøgere bor og lever, og det er et sted de fleste kender, om ikke andet så af navn. Lige ved siden af ligger der et asylfængsel, Ellebækfængslet, hvor udvalgte asylansøgere bliver frihedsberøvet uden rettergang. Det sted er der mærkeligt nok ikke mange der kender noget til.

Finanslov – Fremrykning af offentlige investeringer

Den måske mest centrale del af regeringens finanslovsudspil er den om fremrykning af offentlige investeringer. Den del, hvor man i 2012-13 vil bruge 18,7 mia kroner på at få arbejdsløsheden ned og gang i hjulene igen. Det er klassisk keynesiansk stimulering af markederne, og selvom det formentlig ikke betyder meget i forhold til vores konkurrence internationalt på viden og produkter, så vil det gavne vores økonomi og konkurrenceevne som land, og det vil betyde et betydeligt fald i arbejdsløsheden blandt håndværkere.

Finanslov – Et skridt på vejen

Kl. 2 her til eftermiddag offentliggjorde den socialdemokratiske finansminister den nye regerings finanslovsforslag i finansministeriet. Listen er fuld af gode og mindre gode forslag til, hvordan staten skal bruge og inddrive penge.

Den største post er en fremrykning af offentlige investeringer for 17,5 milliarder kr. Det har til formål, at give private virksomheder arbejde, så de ikke går konkurs, og så arbejdsløsheden holdes nede – Eller bremses i dens stigning. Dels har det til formål at poste en masse penge ud i systemet, så de kan blive brugt, og blodcirkulationen i samfundet kommer i gang igen. Det er god Keynes.

Desværre

Libyen og Tunesien, krig og demorati – Og alt det

Så kom dagen. De Libyske oprørere opsporede, fangede og dræbte Oberst Ghadafi, som de sidste 42 år har hersket diktatorisk i deres land. Det er både en glædelig og trist nyhed. En glædelig nyhed fordi libyerne nu kan komme videre. De kan nu ændre deres fokus fra opsporing af Ghadafi til opbygning af et demokrati, demokratisk grundlov, første valg etc. Men det er også en trist nyhed fordi en af verdens diktatorer forlader verden uden en rettergang. Der er endnu tvivl om, hvorvidt han blev likvideret eller bare ramt under kampene, men under alle omstændigheder kommer han ikke til Haag. Desuden bliver jeg dybt forarget, når så mange intelligente mennesker går ud og siger, at det var godt han døde. Det er aldrig godt, at et menneske dør.

Indfør en generel minimumsydelse – For alle!

Der er rigtigt mange fordele ved at give alle mennesker et minimumsbeløb at leve for. Det har brugerne af Informatins åbne tænketank “100dage” forstået. Af alle de forslag, der er blevet stillet på “100dage”, er mit forslag om en generel minimumsydelse det indtil videre mest populære forslag.
Forslaget er blevet rigeligt kommenteret, og der er kommet mange konstruktive kommentarer i forhold til hvodan vi udvikler et simpelt, ubureaukratisk og retfærdigt skatte-/overførselssystem i år 2011.

Økonomer skaber falsk tryghed

I valgkampen er vi blevet bombarderet med tal. S-SF ville f.eks hale 10,9 mia. kr. ind på “Fremrykket pensionsbeskatning mv.” og 7,4 mia. på “Yderligere arbejdsmarkedstiltag” (detaljer kan læses i “FairLøsning 2020 – Sammen om Danmark). Og det kan virke som nogle gode tiltag, men i virkeligheden er der ingen der tror på, at der vil komme præcis 4,8 mia ind på “Hurtigere og bedre uddannelse”.
Når politikerne i valgkampen kom med deres respektive forslag, om de så hed “FairLøsning” eller “Genopretningspakke”, så kunne de ikke tillade sig, bare at sige at planerne nok skulle vise sig at være realistiske, for så ville den anden “blok” straks komme løbende og sige, at det helt sikkert var underfinansieret – Og komme løbende, det gjorde de nu alligevel.
Politikerne blev nødt til at sætte præcise milliarder af til deres forskellige tiltag for ikke at virke utroværdige, selvom det må anses for dybt utroværdigt, for ikke at sige vildt uinterresant, at foregive at kunne forudse fremtiden så præcist. Jeg mener; der var jo ligesom ingen der forudså finanskrisen, vel?

Løvemetaforen

Der var engang, nede i Afrika, en løveflok. De jagede, ligesom alle andre løver havde gjort det lige siden solen første gang stod op over de afrikanske savanne.
En dag var hunnerne ude at jage. De havde omringet en stor gnu, og den gamle hunløve skulle lige til at give den dødsstødet, da en ung hun hoppede på gnuen og bed struben over på den. Den unge hun lå nu og gnaskede af det store kødbord, men da de andre løver spurgte om de måtte få deres del, så begyndte den unge hun at knurre. Det måtte de ikke. Den eneste, der ikke spurgte var den gamle hun.
Den næste morgen, da den unge løvinde havde spist hele gnuen gik de andre på jagt. Løvinden tog med men var langsom og dvask ovenpå det store festmåltid dagen inden. Derfor sakkede hun hurtigt bagefter de andre løver, og hun besluttede til sidst at gå tilbage til deres tilholdssted.
De andre løver kom tilbage sent på aftenen uden noget bytte. De havde gået i et stykke tid uden mad, og mange af dem var så afkræftede, at de ikke kunne fange noget. Men den næste dag, da den unge hun ville med på jagt, fik hun besked på at blive hjemme.
Da løverne kom tilbage ud på eftermiddagen havde de to unge gazeller med; der var dømt festmåltid. Løverne havde været utroligt heldige med at finde de to ved en vandpost, og de spiste sig nu mætte for første gang i lang tid. Men hver gang den unge hun prøvede at få en del at kødet, så vendte de andre hunner sig og knurrede af hende.
Fra den dag af blev den unge hun mere og mere afkræftet, hun fik ikke del i flokkens bytte, og da hun en enkelt gang forsøgte sig med at jage på egen hånd viste det sig totalt umuligt. En dag kom den gamle løvinde hen og snakkede med den unge hun:
“Det jeg oplevede var,” sagde hun, “at vi andre i flokken var sulte mens du var mæt. Vi andre i flokken havde ingen kød, mens du havde masser, ja du havde faktisk mere end du kunne spise. Det fik mig til at føle mig trådt på, men jeg kunne også godt tænke mig, at der kom en optimisme i flokken i stedet for denne uvished, der er når du er her. Derfor vil jeg gerne vide om du vil være villig til at jage med os og spise med os fremover?”
“Ja!” svarede den unge hun med det samme.
“Så skal du være velkommen tilbage i flokken”.

Osama – Symfonisk hegemoni

Jeg er en frustreret person, der vil have afløb for sine aggressioner. Jeg er frustreret over de mange mennesker, der i disse dage jubler over, at en vis mr. most wanted er blevet fundet, dræbt og smidt i havet. Det kan da ikke være rigtigt, at man jubler over andres død i lille Danmark i år 2011, men det kan det åbenbart godt!

Jeg er frustreret over, at mit amerikanske yndlings tv-show, The Daily Show med fantastiske Jon Stewart i spidsen, skuffer groft ved at gøre grin med en død, ikke bare én gang, men hele tiden. Jeg måtte slukke tv’et, fordi Osama Bin Ladens ansigt konstant dukkede op i det ene photoshoppede billede efter det andet.

Ikke mindst er jeg dog frustreret over, den store opmærksomhed “Krigen mod Terror” – Og især Bin Ladens død – har fået. Jeg synes, at det er forfærdeligt, at Systemets Vogtere har haft held til at fjerne al fokus fra de strukturelle problemer der er i det nuværende samfund, her mener jeg både før, under og efter KRISEN, og føre det over på en flok turban-muslimer, der render rundt i nogle bjerge langt fra os herhjemme og producerer trusselsvideoer, men som ikke har haft held/penge/frivillige til at udføre et vellykket terrorangreb i vesten siden – lang tid siden.

Pinsemassakren på den danske model

Jeg sad og så Deadline en aften omkring pinsen, hvor tidligere cirkusminister Brian Mikkelsen skulle forklare regeringens likvidering af den danske’Felxicurity-model’. Da han sad der i sin magt og velde, snakkede udenom og snakkede nysprog, fik han
en sætning indskudt, som fik mig op ad stolen – Jeg blev meget forarget over, at manden kunne sidder der og sige sådan noget, uden at værten lagde sagde noget til det. Han sagde stolt, at regeringen med sin spareplan havde sat dagpengeneperioden ned, for at skabe større flexibilitet på arbejdsmarkedet. Hvis nu man lytter godt efter, hvad det er han siger, så er det i virkeligheden, at regeringen har forringet den sociale sikkerhed, for at gøre det nemmere for chefer at fyre sine ansatte! Det er at skubbe den danske model, som vi er kendte og berømte for mange steder i verden
det allersidste stykke ud over kanten! Det kan ikke være rigtigt!